tirsdag den 21. september 2010

Danang, Hoi an og bryllup

Det er tirsdag, klokken er 14.26 og jeg sidder lige her og tager mig et pusterum, efter at have vaeret ude i den evigt kaotiske trafik. Temperaturen maaler 36 grader lige nu, men jeg fik lige at vide at den nuvaerende luftfugtighed goer at foeles som 47 grader.. Pyh, saa kan jeg bedre forstaa at jeg sveder saa meget at mine fingre er rynkede!

Jeg kom tilbage til Hanoi efter min weekend i Hoi an i gaar aftes ved 21 tiden. Det har vaeret en virkelig begivenhedsrig og helt fantastisk weekend. Jeg floej med Hin og hendes far til Danang fredag eftermiddag. Vi blev hentet i lufthavnen af Hin's onkel og hans niece og koerte saa ud til den vordende brudgoms hus. Her var en hel masse familie samlet, og havde pyntet utrolig fint op med roede og lyseroede silkebaand og store stykker stof paa vaeggene med guldbroderier mm. Hin og hendes far var i virkeligheden ikke i familie med nogen af gaesterne eller brudeparret og kendte naesten ingen af de tilstedevaerende, men det lod man ikke maerke til hvis man ikke vidste det i forvejen. Alle virkede som en stor familie og inddrog ogsaa ivrigt mig i denne flok. Jeg blev mere og mere frustreret over ikke at kunne snakke flydende vietnamesisk, de var saa ivrige efter at snakke og det var aergeligt at maatte skuffe dem gang paa gang med mit uforstaaende ansigtsudtryk. Dog var de meget begejstrede over den smule jeg trods alt kunne sige: ting som cam on (tak), noung qua (meget laekkert - om maden), rat vui duruc gap ban (rart at moede dig) og no qua (jeg er meget maet) - en meget brugbar saetning naar dine sidemaend under maaltidet for femte gang fylder din skaal.

Jeg blev meget konfus da vi efter aftensmaden kiggede paa bryllupsbilleder af det selv samme par hvis bryllup vi var kommet for at fejre. Der var rigtig mange proffesionelle billeder af parret i forskellige omgivelser, blandt andet paa stranden og i en skov, men der var ogsaa "amatoer" billeder fra en anden bryllupsfest. Jeg fandt ud af at de allerede var blevet gift og havde holdt bryllupsfest i brudens hjemby, og nu skulle de saa holde fest nummer 2 i gommens by.

Brylluppet startede naeste morgen klokken 7 hvor alle stod op og skulle goere sig klar, der var et virvar af folk i det store hus, men jeg lagde maerke til at de vietnamesiske kvinder er vaesentligt hurtigere til at komme i festlige folder end man typisk er vant til i Danmark. Det eneste make-up de brugte var massevis af meget hvid foundation, hvilket jeg personligt synes fik dem til at se lidt halvsloeje ud, men saadan skal det nok vaere. Da alle var klar tog samtlige gaester afsted i tre minibusser for at koere ud til et hotel og hente bruden og hendes foraeldre, traditionen tro. Bruden var paa dette tidspunkt ifoert den traditionelle brudekjole i roedt og guld, med en stor rund hat. gavegivningen var meget cerimoniel: brudeparret stod midt i den store stue og en efter en gik gaesterne op og gav deres gave og fik taget billeder med parret. Det er skik (fortalte Hin mig) at svigerforaeldrene giver meget kostbare gaver. Bruden fik en stor guldhaskaede og guldoereringe af svigerforaldrene og begge fik mange guldringe af nogle af de naermeste familiemedlemmer. Gommens bedstemor holdt en (tilsyneladende) meget roerende tale om familiebaand og aandelig velstand foran parret og resten af forsamlingen; flere af gaesterne og bruden kneb en taare.

Efter den cerimoni tog vi til et meget fint hotel - Queens palace - hvor vi skulle spise frokost. Jeg og de andre unge kvindelige gaester stod og tog imod alle gaesterne, der alle afleverede en konvolut med penge i et lille traehus paa bordet. Derefter gik vi op til det store lokale hvor vi skulle spise. "Fancy" er nok det bedste ord at saette paa det hele. Alle borde og stole var daekket med hvid silke og soelvpallietter. Der var store blomsterdekorationer paa bordene og der var en kaempe scene med balloner og flere blomster paa. Frokosten var et stort show, men konfetti, dansere paa scenen og folk i fine uniformer der serverede vin. Under selve frokosten kunne gaesterne gaa op paa scenen efter tur og synge en sang til brudeparret - saa mere fancy var det ikke end at der ogsaa blev blandet noget karaoke ind i det. Der kom hele tiden ny mad og frokosten var overstaaet ganske hurtigt, vi var tilbage i huset ved 15 tiden. Det var en rigtig sjov oplevelse at vaere en del af, og ingen synes det var maerkeligt at jeg som fremmed var med, men saadan er det for det meste, som rygtet siger det, er vietnamesere generelt umaadeligt gaestfrie.

Senere tog Hin og jeg til Hoi an, en by der virkelig er et besoeg vaerd. Efter snart 2 maaneder i Hanoi var det en befrielse at komme til den meget lille og meget stilfaerdige og smukke by. Der var de traditionelle kuloerte papirlamper og smaa hyggelige butikker overalt, og folk tog det generelt lidt mere med ro. Her var vi fra loerdag eftermiddag til mandag morgen. Vi gik ud paa nogle af de lokale barer om aftenen og fik ogsaa shoppet en del hvilket var naermest obligatorisk eftersom at byen er kendetegnet ved de mange smaa skraedderbutikker. Soendag koebte vi en masse frugt og cyklede til stranden, hvor vi chillede det meste af dagen, virkelig laekkert. Jeg blev selvfoelgelig roed selvom jeg var under parasollerne meget af tiden, men det var det hele vaerd hehe.. Efter at have spist en enorm og vanddrivende laekker skalddyrsfrokost med familien i Danang mandag, floej vi tilbage til Hanoi om eftermiddagen. I dag har jeg vaeret oppe paa den skole hvor jeg skal undervise resten af tiden for at snakke om hvilke timer jeg skal have osv. Det er en fancy skole for "extra talentfulde" unge mennesker, men paa trods at det, var engelsklaereren ret svaer at forstaa. Vi fandt dog ud af det hele og jeg skal starte med at have 5 timer i overmorgen, jeg faar dog lov til at kigge lidt foerst saa det er rart. Jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang, eleverne virker virkeligt soede og interesserede.

NU vil jeg hoppe paa min toptunede cykel og koebe en ordentlig roevfuld frugt paa det lokale marked!
Da bien (= farvel, jep det bliver bedre og bedre!)

torsdag den 16. september 2010

Underfundigheder

Saa gik der atter lidt tid!
Jeg vil gerne starte dette indlaeg med nogle smaa observationer jeg har gjort mig indtil videre. Der er saa mange underfundige karaktertraek som man langsomt laegger maerke til og som allesammen er en del af charmen...

En meget vigtig regel i Vietnam er at ALT kan vaere paa en scooter, og med alt mener jeg fx: en familie paa 5 personer, traeer, cykler (ja i flertal), 10 kasser oel, doede hunde, grise og fugle, diverse moebler - samlede eller hele - kort sagt alt hvad man har brug for at transportere kan vaere paa en scooter hvis man har nok snor og nok is i maven.

...hvilket bringer mig til naeste observation: vietnamesere har for meget is i maven. Jeg saa en dag en mand der paa motorvejen koerte meget hurtigt paa sin scooter mens han laa paa ryggen og styrede med foedderne. I det hele taget er der ikke den samme respekt over for motorveje som man er vant til herhjemme. Motorvejen lader til at vaere et oplagt sted for alt lige fra fodboldkampe til cykelture. (Hvis man har set "Fuglekrigen" kunne man godt spekulere over om man i Vietnam rent faktisk faar besked paa at gaa ud og lege i trafikken?)

I Vietnam kan alt laves af Bambus hvilket jeg personligt er meget imponeret af. Man kan lave instrumenter, doere, huse, skovle, stiladser, sko, smykker, skriveredskaber og meget mere, det er en meget praktisk plante.

I Vietnam er en meget lang tommelfingernegl hos maend et udtryk for en rebelsk og kontraer attitude, og tilmed et lettere farligt vaaben!

I Vietnam er Danmark kendt for godt broed...

I Vietnam har man ikke brug for trafikskilte, vigepligt, sikkerhedsseler og andet pjat.

I Vietnam er alt et potentielt job, fx det at gaa rundt og saelge tandstikker ved udendoers restauranter omkring spisetid.

I Vietnam er man en skam for familien og betragtet som uattraktiv hvis man ikke er gift naar man er 30.

I Vietnam kan man faa is med boennesmag - det er ikke helt skidt!

I Vietnam finder man dyrevelfaerd overvurderet; 10 hunde kan da sagtens vaere i et bur paa 1x1 meter, og hold nu op, hoens har jo i virkeligheden ikke brug for luft og sollys, det ved alle da.

I Vietnam er der udtvaerede regnbuer bag skyerne af og til! (Billeder kommer senere, og jeg tager i oevrigt ikke imod uromtantiske, videnskabelige forklaringer paa dette faenomen!)

I Vietnam kan man komme med bus til den anden ende af byen for 3 kr.

I Vietnam er intet saa helligt at det ikke kan goeres paa gaden! Her taler vi om at lave mad, spise, urinere mv., spille spil, sove, drikke sig fuld, forhandle, holde moeder osv.

I Vietnam kan man faa bildaek under sine sko hvis man lyster. Jeg blev en dag stoppet af en skomager der fluks spottede den arme tilstand mine samdaler aabenbart var i. Remmene var ganske rigtig gaaet lidt op i soemmene og ja de sandaler havde da overlevet en uges tisstoev og trav paa Roskilde Festival, jeg synes nu de klarede sig ganske godt. Han gik dog efter af have syet lidt paa dem i gang med at tilskaere stykker af bildaek og lime dem under bunden. Jeg var saa betaget af hans fingersnilde at jeg bare lod ham goere hvad end han mente var bedst for skoene. Saa efter syning, lapning, skosvaerte og pudsning var jeg klar til meget mere raskt trav med mine gode gamle sandaler, og fik til og med konplimenter fra andre skomagere jeg moedte. Det var en god dag...

I Vietnam spiser de hunde. (Ja det vidste i godt, men den var da oplagt.)

Naa, udover den tid jeg bruger paa at observere og tage paa ture, saa er jeg her jo egentlig ogsaa for at arbejde og redde verden. Jeg er godt klar over at der ikke har staaet saa meget om denne del af rejsen i min blog, men det er fordi det har lavet indtil nu har vaeret mere eller mindre ensformigt og i bund og grund ret meningsloest. Friendship Village (ja det er saa smuk og fint), er et godt koncept og boernene, der bor der har det godt og trives. Men det organisationen har brug for er donationer og af og til nogle workcamps, der kan komme og lave en masse praktisk arbejde paa ingen tid. Jeg vil ikke paastaa at stedet er egnet for individuelle frivillige. Desuden har de mens jeg har vaeret der, haft for mange frivillige til at arbejde der. Et eksempel paa denne paastand er at jeg i den foerste maaned brugte et par timer hver morgen paa at skaere graes ned i haven, hvorefter jeg fandt ud af at de havde en maskine til det formaal, naar de selv skulle i gang.. En anelse demoraliserende. Desuden er det ikke tilfredsstillende nok for mig at tegne og lege hver eneste dag og goere et stykke arbejde som enhver anden kunne have gjort. Selvfoelgelig er det vigtigt at boernene faar lov til at lege og er glade, men som sagt er der mange frivillige derude og det goer ingen forskel for dem om man kommer paa arbejde eller ej fandt jeg ud af da jeg var syg for et par uger siden, og fik at vide at det ikke var noedvendigt at ringe og sige til nogen. Jeg har kort sagt ikke betalt penge for at faa lov til at foele mig ligegyldig, saa jeg har snakket med dem her paa kontoret og har faaet lov til at undervise engelsk paa et gymansie i Hanoi i stedet for (ja man skulle tro det var et tegn paa at jeg bare ikke kan undvaere skolesystemet). Jeg var lige ude og se stedet og besoege en af de klasser jeg skal have, i dag. Jeg var rigtig positivt overrasket, de var allesammen rigtig soede og imoedekommende, laerer saavel som elever, og jeg var lettet over at jeg tilsyneladende ikke behoever at finde ukendte autoritaere sider af mig selv frem (hvilket ogsaa godt kunne blive svaert eftersom eleverne kun er et par aar yngre end mig).

Saa jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang med at arbejde der. Det eneste problem er at de er meget glade for sang og insiterede paa at jeg skulle synge en dansk sang foran hele klassen, da jeg praesenterede mig selv for dem i dag. Den eneste sang jeg kunne finde paa, paa det tidspunkt var dog en Peter Belli sang, og den turde jeg ikke rigtig give mig i kast med saa jeg har lovet at finde en sang jeg kan synge til naeste gang.. Yikes..

Af andet spaendende er at jeg skal til Hoi An i morgen med Hin. Hoi An er en lille by ca. i midten af Vietnam, der er kendt for rigtig gode skraeddere og laekre strande saa det skal nok blive sweet. Men hvad der er endnu bedre er at jeg skal med til et bryllup loerdag, det er jeg meget spaendt paa!

Pas godt paa jer selv og lad vaere med at skifte hest i vadestedet.

lørdag den 4. september 2010

Hende der fra vesten

Vi tog til Hin's hjemby om torsdagen i stedet for loerdag, saa vi stod tidligt op torsdag og koerte paa familiens to scootere laaangt ud paa landet hvor der var smukt og uspoleret og ikke fandtes turister. Der boede Hin's ret omfangsrige familie naesten side om side med hinanden. Det foerste hus vi besoegte var Hin's bedsteforaeldre, der begge var 90 aar gamle, men ikke desto mindre fulde af gnist og skaemt! Sammen med dem boede ogsaa nogle af Hin's mostre, der tog sig af bedsteforaeldrene paa deres gamle dage som det er skik at goere i Vietnam. Jeg fandt ud af at Hin havde en del mostre, hele 8 for at vaere praecis, saa derfor var der mange huse at besoege, og hvert hus havde sit eget saerpraeg og var fuldt af imoedekommende mennesker og nysgerrige blikke.

Jeg fandt ud af at det meste af familien aldrig foer havde set en vesterlaending, og jeg var meget overrasket og smigret over hvor soede og aabne de allesammen var, selvom jeg var fremmed og ikke lignede noget de havde set foer. De lod sig heller ikke holde tilbage af sprogbarrieren imellem os og foerte af og til lange (ensvejs) samtaler med mig, de morede sig meget over mine raadvilde blikke, det var ret hyggeligt.
Hin oversatte af og til for mig, og de fleste samtaler handlede om hvor vidt jeg havde taenkt mig at blive gift med en vietnamesisk mand; de havde nemlig allesammen soenner nok.
De var kort sagt allesammen rigtig soede og sjove og det var virkelig spaendende at opleve den form for familieliv, der udgoer en meget stoerre del af hverdagen end man er vant til i Danmark.
I det stoerste hus vi besoegte, en af mostrenes hus, spiste vi allesammen et stort maaltid paa gulvet, det var utroligt laekkert. Senere fortalte Hin at jeg under det maaltid havde faaet spist en god portion hund og froe, saa det var vaeldigt!

Sidst paa eftermiddagen koerte vi tilbage til Hanoi og Hin's far kokkererede en laekker middag, der naesten kunne maale sig med min egen kaere faders kullinariske evner. Om aftenen tog vi ind til det gamle kvarter i Hanoi hvor der var kaempe fyrvaerkeri. Det var smukt og flot men det tog os hundrede aar at komme frem og tilbage fordi der var saa mange mennesker, og samtlige taxaer var optagede. Men byen var levende og flot dekoreret paa den festlige dag saa det var vi jo noedt til at opleve.

Jeg haaber jeg snart finder ud af at dele nogle af mine mange billeder med jer, men det er lidt noget boevl naar jeg ikke har min egen baerbar! Nu vil jeg gaa ned og spise en masse ris, ciao!